Godt,pokkers,dette bliver et trist vagt svar,fordi jeg vil beskytte denne fyrs privatliv så meget som muligt - og også fordi det har været flere år,og jeg kan ikke huske alle detaljerne perfekt.Jeg kan huske nok til at give dig et nøjagtigt (men med vilje vagt op) svar,men du får ikke nogen smukke fotos af dejlige tatoveringer.
Vi havde flere 'kunder', der kunne lide at komme ind og diskutere ideer,og se derefter udarbejdet,men blandede sig rundt om faktisk at beslutte et endeligt design og få det til.Denne fyr var en af de værste.Imidlertid,vi var meget tolerante overfor det,af flere meget gyldige grunde.Først,han havde flere ar, der tydeligt var skudsår.Anden,på trods af at være i midten / slutningen af 60'erne,han er det, der ofte beskrives som en bjørn af en mand.Tredje,han havde en stærk russisk accent.Fjerde,han beskrev sin ankomst til USA,og efterfølgende vinding af amerikansk statsborgerskab,som ham 'mangler' fra USSR.Og endelig,vi så, hvordan han reagerede på det sikkerhedslys, vi havde uden for vores butik.
At indstille scenen,Jeg skal give dig lidt baggrund først: se,rygeafsnittet i tatoveringsforretningen var udendørs,naturligt,og derfor ville en gruppe af både rygere og ikke-rygere ofte hænge derude, når der ikke foregik nogen tatovering.Gruppen var samlet ved hoveddøren til butikken,så alle, der leder efter kunstnerne, ville se gruppen, da de nærmede sig butikken.Der var et bevægelsesaktiveret sikkerhedslys for at belyse hoveddøren,og det var indstillet sådan, at hvis vi forblev relativt nær butikken,det ville ikke komme på; .
Jeg skal også nævne, at min tatoveringsmentor (butikens ejer) var en Marine (2. Recon).Han var i et par år i begyndelsen / midten af 80'erne; ,den eneste interessante ting, der skete, mens han tjente, var Grenada,og han kom ikke.Hans tid var stort set bare brugt på træningsøvelser,cussing mod mudder,og at hans helbred varigt påvirkes af vandforureningen i Sump Lejeune.Det sagt,min mentor havde mere end nok træning til at genkende vores russiske klients reaktion på vores sikkerhedslys.
Som næsten enhver kunde,vores russiske ven kom med i gruppen udenfor.Vi var ofte derude om natten.Som regel,sikkerhedslyset ville ikke blive udløst; ,men normalt ved natfald var alle, der skulle komme, hænge ud allerede der.Men når det blev udløst,og russeren var der 2026 WOW.'Trigger' var bestemt et ord, der kom til at tænke på.
Nu,på trods af det faktum, at jeg voksede op i det, der med rimelighed kunne kaldes en krigszone--
Jeg har hørt om flashbacks,men jeg havde aldrig set en ske før,på trods af at have masser af militære venner og familie.Da sikkerhedslyset tændtes sådan,denne russer var øjeblikkeligt tilbage i den kolde krig,og han var ved at påtage sig hele den røde armé med en hånd.Og han ville ikke tabe denne gang,enten.
Efter dette skete et par gange,vi besluttede at forlade sikkerhedslyset.
Denne russiske - ja,Jeg burde kalde ham denne _Amerikanske_,der tilfældigvis er født i Rusland - var ekstremt patriotisk for sit adoptivland.Den tatovering, som han ønskede - og adderede over,og justerede designet om igen og igen - var et hyperpatriotisk arrangement af amerikanske symboler.Han ønskede, at det skulle være centreret omkring en af hans større,mere imponerende kugler.(Jeg gyser over at beregne det kaliber, der må have været involveret,og dygtigheden fra den læge, der holdt ham i live.) Vi fik ikke historien bag arret,men vi fik et stærkt indtryk af, at det var et minne om hans afvisning.
Tatoveringen i sig selv var ikke så mindeværdig.Jeg vil aldrig glemme manden,heller ikke intensiteten af hans følelser over hans nye hjemland.